Vandindvinding

Her finder du information om tilladelse til vandindvinding samt tilsyn og sløjfning af brønde og boringer.

Ansøgning

Ansøgning om tilladelse til vandindvinding, udførelse af boring og vandbehandlingsanlæg m.v. skal ske via www.bygogmiljoe.dk

Spørgsmål om ansøgning kan rettes til: drikkevand@randers.dk.

Vandforsyningsloven og bekendtgørelse om vandindvinding og vandforsyning. I henhold til vandforsyningslovens §18 må grundvand og overfladevand ikke indvindes uden tilladelse. Anlæg til indvinding af vand må ikke etableres, førend der er givet tilladelse til indvinding (§ 20). Der kræves tilladelse til indvinding af vand til alle formål herunder drikkevand, markvanding, grusvask, gartneri m.v. Tilladelse til indvinding af vand og etablering af vandindvindingsanlæg gives af kommunen. Kommunen kan give tilladelse til etablering, udbedring eller ændring af vandindvindingsanlæg eller vandbehandlingsanlæg.

Kommunen kan også give tilladelse til bortledning (grundvandssænkning).

For at kommunen kan behandle ansøgningen og give en tilladelse efter Vandforsyningsloven, er der en række forhold, som skal oplyses af ansøgeren. Blandt andet skal der i en ansøgning om tilladelse til indvinding og etablering af anlæg til drikkevandsformål oplyses om arealforhold, boringer, formål med indvindingen, vandkvalitet, evt. forurenende forhold og vandbehandlingsanlæg.

Ansøgning om prøveboring og foreløbig indvindingstilladelse sendes til kommunen via www.bygogmiljoe.dk. Kommunen vurderer herefter sagen og træffer en afgørelse på baggrund af vandressourceforhold herunder påvirkning af natur og miljø, besigtigelse af borested, udtalelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed og evt. annoncering med 3 ugers klagefrist. Kommunens afgørelse meddeles ansøger med 4 ugers klagefrist. Herefter foretages borearbejde, prøvepumpning og råvandsanalyser. På baggrund heraf ansøges kommunen om endelig tilladelse til vandindvinding, behandlingsanlæg m.v. samt eventuel afledning af filterskyllevand. Kommunen vurderer og træffer herefter afgørelse om det samlede projekt med baggrund i en vurdering af påvirkning af vandressourcen, natur og miljø samt udtalelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed m.v. Ansøgeren meddeles herefter endelig vandindvindingstilladelse, tilladelse til behandling m.v. samt evt. afledning af filterskyllevand med 4 ugers klagefrist.

Kommunens afgørelser i forbindelse med vandindvinding kan påklages til Miljøklagenævnet.

Tilsyn

Randers Kommune er tilsynsmyndighed i forbindelse med vandforsyningsanlæg.

Kommunen fører tilsyn med vandkvaliteten jf. drikkevandsbekendtgørelsen på almene og ikke-almene vandforsyninger.

Teknisk og hygiejnisk tilsyn gennemføres jf. drikkevandsbekendtgørelsen ved almene og ikke-almene vandforsyninger samt eventuelt mindre vandindvindingsanlæg med drikkevandsformål.

Spørgsmål om tilsyn kan rettes til drikkevand@randers.dk.

Sløjfning af brønde og boringer

Randers Kommune har udarbejdet vilkår og vejledning for sløjfning af brønde og boringer.

Er du i tvivl om, hvorvidt din brønd eller boring skal sløjfes, så skriv til drikkevand@randers.dk.

Inden sløjfningen udføres, skal du udfylde og indsende en sløjfningsblanket til drikkevand@randers.dk

Sløjfningen skal også indberettes til GEUS på et særskilt skema, og udføres af et borefirma med A-bevis.

Hent sløjfningsblanket.

Hent GEUS-skema for sløjfning af boring.